Selvkærligt vægttab?!

2021-03-01

Selvkærlighed er at man tillader sig selv at være et sted hvor man ikke skal præstere. Et sted hvor man føler en dyb tilknytning til andre mennesker og man føler sig elsket for den man er, uanset hvordan man ser ud. At give sig selv lov til bare at være til, som den man er, både uden på og indeni. 👭🥰💕


At gennemføre en slankekur*(som for langt de fleste ikke vil være en varig tilstand) kræver enorme mængder af selvdisciplin og motivation. Det betyder at vores nervesystem konstant skal være i drive, det er der hvor vi er når vi skal opnå noget eller konkurrere. Når vi er på slankekur er vores drivesystem motiveret af vores frygtsystem, frygten for ikke at lykkes med vægttabet, frygten for ikke at have tabt nok, frygten for hvad andre vil tænke hvis det mislykkes (igen), frygten for ikke at blive socialt accepteret. 😢😥


Når vi konstant har , enten vores drivesystem eller vores frygtsystem aktiveret, så har vi ikke mulighed for at slappe af og blive "ladet op". Det gør vi nemlig når vores tryghedssystem er aktiveret. Når vores tryghedssystem er aktiveret mærker vi tilknytning til andre mennesker, sindsro, samhørighed, medfølelse, hvilen i os selv, vi har en følelse af at være ok - lige præcis som vi er. Her behøver vi ikke præstere. Den tilstand går stik imod det, det kræver at være på slankekur. Det lader sig simpelthen ikke gøre at have vores tryghedssystem aktivt, hvis vi er på slankekur. Og af den simple årsag mener jeg ikke, at et selvkærligt vægttab findes. Noget som er motiveret af frygt, kan i min optik, ikke være selvkærligt.


Når vores tryghedssystem er aktiveret, sænkes vores puls, vores fordøjelsessystem fremmes, vi får en bedre kropsbevidsthed, forstærket nærvær og mere empati. Og lige præcis derfor handler mit sundhedsarbejde bl. a. Om at hjælpe mennesker med at finde ud af hvordan deres tryghedssystem kan aktiveres, (det er også det man kalder selvomsorg) og finde ud af hvordan et alt for aktivt drive- trusselssystem kan dæmpes.


Et aktivt tryghedssystem er nødvendigt for at kunne slutte fred med mad, krop og spisning💕